Lær dig selv at kende, FØR du laver frivilligt arbejde
Opdateret: 16. mar. 2021
Motivationen for at rejse til et udenlandsk projekt og arbejde frivilligt kan være mange. Nogle gør det for at sætte fokus på bestemt problemer i verdenen, mens andre ser det som en mulighed for at lære omkring lidt kontroversielle problemstillinger. Uanset grunden er det vigtigt at grave ind i sig selv, og finde frem til hvad der helt præcist driver en til at arbejde frivilligt. Nedstående spørgsmål kan derfor hjælpe dig på vej til at forstå, hvad den reelle motivation er for, at arbejde frivilligt, eller måske fortælle hvad din motivation i hvert fald ikke er. På den måde, vil du hurtigt kunne stille skarpt, hvis et projekt ikke lever op til de forventninger du havde og vil instinktivt kunne sætte finger på, hvad det skulle være. Hvilken slags personlig udvikling søger du efter?
For mange, er den personlige udvikling i fokus, når de vil arbejde frivilligt i udlandet. Om det
er fordi du vil se din egen udvikling ved at opleve en dagligdag i en anden kultur eller vil du

gå ud over din egen komfort-zone og stå overfor nye udfordringer du nok ikke ser derhjemme? Du kan også tage til en anden verden for at vænne dig noget mere til tålmodighed, taknemmelighed eller fleksibilitet, hvor kulturen kører i et lidt andet tempo, end ens eget. Der er mange forskellige slags udviklinger man ønsker, men prøv at spørg dig selv, hvilken udvikling du selv vil gennemgå?
Hvad er dine kvalifikationer?
Sæt dig ned og find ud af, hvad ud helt præcist kan bidrage med. Start eventuelt ved at kigge på hvilken uddannelse du har, eller hvad du helt præcist har læst under dit studie. Det kan være du i stedet for, har god erhvervserfaring indenfor en bestemt branche, eller prøv at tænk på nogle opgaver du finder naturligt lette. Prøv at kigge nærmere på, hvad du så helt præcist kan finde ud af. Det kan være, du har været ansat i Jem & Fix i knap to år under dit sabbatår, og derved har siddet med budgetter og lignende. Eller hvis du har været i salgsbranchen i i hele dit liv, kan du sikkert tage erfaring fra at sidde med salg, måske endda med ledelse. For dem der måske lige er kommet ud af deres studie, kan man måske have siddet som fundraiser i en organisation, eller har været med til at træne personale op i netto. Det kan endda være så simpelt som at have godt styr på software, eller måske bare siddet og designe grafik på hobbyplan. Det vigtige er at finde de kvalifikationer, der stemmer overens med den frivillige stilling som du ønsker at tage. Dertil kan du passende spørge dig selv, om du så mangler nogle kvalifikationer til en bestemt frivillig stilling. Hvis du f eks er skolelærer med flere års erfaring i matematik, der nu skal undervise i Kina, så ville det være passende at lære lidt kinesisk inden afrejse. Dertil kan man passende undersøge kulturen i Kina og hvordan uddannelsessystemet og kulturen ser ud.
Hvad er dit mål at lære mere om?

Selvom der er mange tilfælde, hvor den enkelte frivillige kommer og bidrager til et projekt ved sin erfaring og tekniske kunnen, så anbefaler vi stadig kraftigt at have et læringsmål. Det lader den frivillige sætte sig i en ydmyg position, hvor det er langt nemmere at sætte sig ind i projektets lokale problemer. Det kan være så simpelt som at ville forbedre sine sprogkundskaber mens man er af sted. Der er desuden mange veterinærsygeplejersker der bestræber sig efter at lære nye teknikker eller hundetrænere der tager til hundeinternater, for at kigge på adfærdsforskelle mellem almindelige hushunde og vilde gadehunde, Du kan passende i sammenhæng med dette spørge dig selv om, hvordan frivilligt arbejde vil se ud i sammenhæng med hele din karriere. Vil det give dig en bedre forståelse for sammenhænge i forskellige verdenslag når du vender tilbage til din karriere, eller kan det endda styrke dine egne kompetencer og forbedre dine fremtidsplaner. Hvad er din passion?
Passionen er det der driver os alle sammen til at arbejde hårdt, når det går aller dårligst.

Sæt dig derfor ned, og få styr på hvad din passion er. Det kan sagtens være flere separate ting der kontinuerligt har understøttet hinanden gennem dit liv, men har lige meget værdi for dig. Det vigtigste er dog at spørge sig selv om, hvad du selv elsker at gøre. Hvad der får dig til at føle mest engageret, sammensat og i live, når du arbejder på det?
Dertil så i stedet for at spørge, hvad verdenen har brug for, så spørg i stedet for, hvad du brænder for. Når du har fundet svaret, så find de projekter der har samme passion som dig. Verdenen har ikke brug for hjælp fra alle og enhver. Verdenen har brug for hjælp fra personer der brænder for deres sag og vil bruge dette til at hjælpe andre.
Hvordan spiller ansvar og skyld ind i din beslutning?
Mange af de frivillige vi selv har talt med, bygger deres motivation på, at have en slags vestlig ansvar. Det er klart at vi i dagens Danmark har en noget højere levestandard i forhold til lande vi ofte ser frivillige tage til. Derfor kan mange føle, at de individuelt har et ansvar for at forsøge at give igen. I nogle tilfælde var der personer der talte om, at de havde en slags skyld, med den måde de levede på. Det kunne være at tage bilen de få km til netto, i stedet for at tage cyklen, eller at købe en ny iPhone under hver udgivelse, i stedet for at kigge på det egentlige behov. Peter Buffet udgav f eks en artikel i New York Times omkring dette problem som han kaldte Conscience Laundering. I stedet for at kigge på roden til, hvorfor man tager ud og arbejder frivilligt, så så man en tendens til, at flere og flere netop gjorde det, for at føle sig mere berettiget til privilegier efterfølgende. Det er selvfølgelig ikke den mest optimale grund til at ville arbejde frivilligt i udlandet. Sørg for at du ikke føler en skyldfølelse overfor den situation du er i og tro, at frivilligt arbejde hjælper på det. Hvis du derimod ønsker at arbejde frivilligt fordi du har viden omkring et specifikt projekt, og høler dig ansvarlig for at dele denne viden, har du en langt mere gyldig grund. RED FLAGS
En frisk start i en ny verden
Det kan være fristende at tage til et projekt i udlandet for en længere periode, når livet derhjemme bare ikke fungerer optimalt. Det bliver faktisk set gentagende gange hos frivillige der har familie-problemer, har psykiske sygdomme de prøver at kurere, eller måske bare har problemer med at finde sig til rette på arbejdsmarkedet. Idéen om at prøve lykken i et andet land virker god nok, men der kommer flere og flere eksempler på frivillige, hvor problemer enten venter på dem, til når de kommer hjem, eller bliver forværret når de er på projektet. Huske derfor at få løst problemerne inden du tager af sted, så du ikke sætter dig selv eller andre i fare.
Missionæren
Det er heldigvis ikke så ofte set i Danmark længere, men der kommer alligevel eksempler på frivillige der tager af sted på projekter, med det formål at sprede ens tro. Det kan ligge dybt begravet i ens egne kerneværdier, at ens egen religion er den bedste og derfor skal deles med så mange som muligt. Dette kan ofte sætte dig i en situation, hvor du føler, at du kan løse andres problemer, via din religion. Situationer som disse kan begrænse ens evne til at lade sig lære af andres omstændigheder, og derfor sætte dig i en vanskelig situation, hvor du har sværere ved at udføre det frivillige arbejde. Hvis religion er vigtig for dig, så sæt dig i stedet mål for, at lære om andres måde at inkorporere religion på. Sæt dig i en position, hvor du kommer til at lære noget nyt om lokalområdets omstændigheder, så du kan forstå, hvorfor tingene er som de. Vigtigst af alt, så tag ikke til et projekt for at konvertere lokalbefolkningen, men se det som en mulighed for at bygge den bro a misforståelser, som ofte er årsagen til mange konflikter. Hvis du virkelig insisterer på at udbrede din egen tro, så tag steder hen, hvor du ikke skal bruges til at arbejde frivilligt Tilføjelse til cv´et
Frivilligt arbejde er en nem måde at skabe ekstra stof, der kan smides på cv´et. Det kan være fristende, at tage til et projekt udelukkende for, at ens fremtidige chef kan virke imponeret over ens bedrifter, eller for at fortælle spændende anekdoter til fester. Hvis dette er hovedårsagen, så genovervej valget, og spørg dig selv, om der ikke er andre måder at opnå det samme på. Almindelig backpacker-rejser er langt bedre at give sig til, hvis man blot søger livserfaring. Hvis ikke passionen, den daglige længsel efter mere, eller ens engagement er der, så falder projektet hurtigt fra hinanden og der er langt større sandsynlighed for, at din rejse mislykkes.
At redde fattige og løfte dem ud af fattigdom

Hvis din grund til at arbejde frivilligt er at redde hele verdenen og løfte den ud af fattigdom, så kan vi med det samme sige, at det kommer ikke til at ske. Frivilligt arbejde redder ikke hele verdenen i løbet af et par måneder, men sætter i stedet fundamentet for bedre vilkår, som andre kan fortsætte på. Det er en af de grunde som vi ser gentage sig selv, hvor de frivillige ingen idé har om det reelle problem. Mange bliver derfor fuldstændig knuste, når de indser, at de ikke kan gøre den synlige forskel, som de i starten håbede på. Den enkelte frivillige kan ikke løfte folk ud af fattigdom, det er noget de selv skal gøre. Måden frivillige i stedet kan hjælpe er ved deltagelse i projekter, hvor lokale får træning i, hvordan de kommer ud af fattigdom. Det kan både være ved at give undervisning i, hvordan man starter en virksomhed og holder den kørende. Det lyder ikke lige så glamourøst, men det har langt større virkning. At arbejde ud over en kvalifikationer
Det kan være meget fristende, at forestille sig selv som den helt, der uden nogen uddannelse indenfor sundhedssektoren, rejser til Kenya, for at hjælpe babyer ud i verdenen. Eller være den person der aldrig har plantet et træ før, men alligevel underviser lokale landmænd i Vietnam om nye metoder til at plante ris. Selvom vi alle vil være den slags person der bare kan det hele, så har det ikke andet end dårlig effekt, når frivillige tager arbejde, som overgår deres egne kvalifikationer. Vi hører flere og flere eksempler fra projekter, hvor frivillige forventede at udføre det samme arbejde som f eks som marine biolog. Når de så endelig blev sat til at lave analyser, hoppede de hurtigt fra pga den manglende interesse og faglige viden indenfor emnet. Ferie
Hvis din motivation ligger i, at kommer væk fra hverdagens stress og jag, og du inderst inde
bare længes efter at koble af, så fokuser hellere på at holde ferie. Det samme gør sig gældende, hvis du vil ud og rejse for at møde nye mennesker, eller checke nogle af de mange populære seværdigheder af under rejsen. Hvis det er din prioritet, så gør det. Rejs direkte til de steder eller køb dig til specielle pakker, der giver dig præcist det du er ude efter. Husk på, at du bør kun rejse for at få det, som du virkelig ønsker. Der er ingen grund til at arbejde frivilligt, hvis du i virkeligheden ikke har lysten til det.
