Jeg kom for at dyrke yoga, men endte med at hjælpe på et internat

Jeg befandt mig for noget tid siden i Mysore i Indien, det var min 4. gang - egentlig startede jeg med at komme der for at praktisere yoga. Men min 2. gang blev en helt anden tur, hvor jeg endte med at opholde mig i byen i 9 måneder, pga et par killinger, som jeg reddede fra en ulykkelig skæbne.

For at give et indtryk af, hvordan de fleste indere behandler dyr, så fandt vi den ene killing i et lille bur, med et reb omkring halsen bundet fast til en sten. Nøj hvor blev vi tossede på manden, som havde taget hende til fange, netop fordi han ønskede sig en kælekat og mente hun ville flygte, hvis hun netop ikke var bundet fast. Dette fandt vi dog først ud af noget tid senere og jeg tænker, at det måske ville have været mere effektivt, at prøve at informere manden om, hvordan dyr bør behandles - for da vi skulle flytte fra vores lejlighed, havde han igen anskaffet sig en killing og igen sad den der med et reb omkring halsen bundet fast til en sten.

Jeg besluttede at få steriliseret killingerne, desværre gik der infektion i sårene og jeg søgte derfor en anden læge og blev henvist til internatet, da de skulle have en dygtig kirurg der. Jeg anede ikke, at der var et internat i byen og besluttede dermed, at næste gang jeg skulle til Mysore, så ville jeg være frivillig der.

Det blev jeg så, dog bare i 14 dage, i oktober sidste år - der er selvfølgelig kort tid, men tænkte, lidt er bedre end ingenting. Jeg havde forestillet mig, at jeg bare skulle være sådan en nusse-tante, der ydede noget omsorg. OMFG!!! Fik mit livs chock den første dag, prøvede ikke at panikke - kan måske sammenlignes med, hvis du skulle slukke et brændende hus uden nogen erfaring what so ever!

Om min første dag: jeg ankom kl 9 og blev sendt direkte over til hundehvalpene. Der var ca 20 hvalpe i et ca 20 m2 udendørsrum, hvori der var placeret 4 mindre bure, så hvalpene kunne deles op efter alder, skader og dem som ikke var så pjattede med de andre.

Rummet var blevet spulet med vand, da jeg kom, så alle hvalpene var våde - det er sådan det foregår hver morgen, der ligger jo en masse tis og lort, og så er det jo klart hurtigst bare at spule rummene, mens hundene er derinde. Måske OK for de voksne hunde, men ikke disse bitte små hvalpe, som rystede af kulde - av det var hjerteskærende at se på. Jeg prøvede på bedste vis, at tørre de rystende hvalpe med et tæppe, da der ingen håndklæder var på stedet. Nogen var så små og burde mades med flaske - men sådan en, fandt jeg først ud af næste dag, var at finde inde i skabet i admin-bygningen. Hvordan prioriterer man så - at tørre hvalpene, så de kan få varmen, eller at give dem mad? Og dermed prøvede jeg, at lave mig til blæksprutte, for har du hørt små hvalpe (eller andre dyreunger) skrige/kalde, så går det lige i hjertet på en og man gør bare alt, for at prøve at løse alle udfordringer. Da det nogenlunde lykkedes mig, at blive ‘færdig’ og sætte de sidste i den indhegnede have - et lille bitte stykke natur med græs og træer, som egentlig virkede som et ret dejligt sted for hundene - blev der kaldt på mig. En mellem-stor lys langhåret hund, som var blevet forvandlet til en stor knude af dreadlocks, var kommet ind og skulle naturligvis klippes, så hunden kunne befries for smerter. Under seancen fandt vi ud af, at det ene øre var fyldt med maddiker, de var store og det væltede nærmest ud, og det var bestemt ikke rart for den stakkels hund.

Da vi var færdige og af mangel på viden i forhold til andre opgaver, gik jeg tilbage til hvalpene og stor set alle kom og lagde sig på og omkring mig, og ville bare have kærlighed og ligge trygt hos en. Lige der havde jeg en dejlig følelse af, at kunne hjælpe og redde dem, så dejlig uvidende jeg var.

Der ud over hjalp jeg assistent-lægen, med at holde tilskadekommende hunde, mens de fik akut behandling - av nogle væmmelig åbne og betændte sår, bylder, brud og maddiker, jeg lagde øjne til, for slet ikke at nævne de hundredevis a flåter.

Tiden fløj afsted og det var blevet tid til dagens sidste måltid, inden de igen skulle lukkes ind i deres rum - som jeg også klargjorde med diverse små brikse, tæpper, aviser og vandskåle. På en foderbakke blev der hældt ris ud med kogt kylling inkl. ben (!) og boullion, alle hundene flokkes omkring bakken og en del af de små væltede i det og fik hele deres fjæs smurt ind.

Kan huske, jeg tænkte; hvordan skal jeg dog klare 14 dage sådan her, hver dag?!! Men jeg havde åbentbart 'bare' valgt at starte på en helligdag og derfor manglede der en del af de ansatte inkl. to frivillige fra Tyskland. Noget jeg først fandt ud af næste dag, da jeg mødte to unge damer på bare 18 og 20 år, som desuden også kunne sætte mig lidt ind i ’tingene'. Indere er simpelthen så sparsomme med information og så upræcise med deres udmeldinger, at det faktisk driver mig til vanvid! Man skal virkelig huske at spørge og gerne flere gange.

Jeg fik fat i et par flasker til de små og når vi nu var tre personer, gled dagens arbejde bedre og vi fik opbygget en form for rutine over de næste par dage. Eftersom jeg er praktisk anlagt, gik jeg i gang med at vaske skåle, tæpper og diverse oprydning, og overlod dermed det meste nus og omsorg hos de to damer. Og havde man lidt tid i overskud, var der masser af flåter at pille af - det var så ulækkert til at starte med, men hurtig blev mekanikken slået til.

Derud over kom der opgaver som at give vitamintilskud og ormekur en gang om ugen - føj hvor var det ulækkert, at se så mange små orme komme ud som afføring. Og så var der selvfølgelig også sager med brækkede ben, infektioner og madikker.

Udover hvalpene, som vist kom op på omkring 30 stk., mens jeg var der, var der omkring 200 voksne hunde, de fleste skulle heldigvis tilbage på gaden, når de var blevet behandlet og helet. Desuden neutraliserer internatet 14-18 hunde hver dag, som bliver sat tilbage til det sted, hvor de blev indfanget. De får klippet spidsen af det ene øre, så man kan se, hvem der er ‘ordnet’. Men der er desværre også mange, som ikke kommer ud (af fængslet) igen, da de ikke vil kunne klare sig på gaden. Chancen for at blive adopteret, er nærmest lig 0, da Indere desværre fortrækker racehunde fra europa eller USA.

Der var også alle kattene, som også var noget af en mundfuld - de voksne passede bare sig selv på et stort fællesområde, hvor de havde mulighed for at gå ind og ud. Killingerne blev faktisk noget nedprioriteret i forhold til hvalpene, igen kunne man sagtens have brugt et par ekstra hænder bare til dem. At lære bitte små skabninger med skarpe negle, at drikke af flaske, er noget af en udfordring. De var fyldt med lopper og selvom vi gjorde meget, for at komme dem til livs, så kom der bare endnu en kasse killinger ind … med lopper og så kunne man starte forfra. Ligesom de aller mindste hvalpe, som også var afhængig af flaske, forlod de også denne verden i lidelse en efter en - der var nemlig ingen til at made dem fra omkring kl 16 og de næste 18 timers tid. Intet netværk af plejere og ingen ressourcer.

Hver eneste dag måtte vi tage afsked med minimum et dyr. Den store flotte abe gik også over regnbuen, den lå bare der på gulvet i sin egen afføring og led en langsom død. De fleste gange tog jeg en hvalp eller killing, og gik hen til dyrlægen og bad ham give dem fred - jeg kunne selvfølgelig ikke bare gå ind i abeburet, men havde påpeget det for dem og en dag da jeg kom, var den der ikke mere. Ud over en håndfuld andre aber, var der også en stor okse, som havde fået fjernet et øje med cancer, synes ikke ligefrem det så ud til, at den havde det alt for godt. Og så var der et kanin- og hamster-bur med forskellige rum, som de kunne løbe ud og ind i - de blev selvfølgelig neutraliseret, men heller ikke de, så alt for godt ud. En rigtig klassiker, et barn som ønsker en kælekanin, men mister interessen. Der var også en masse ørne, nogle ænder, et par æsler og en hest.

Jeg blev naturligvis klogere med tiden, og eftersom hvalpene døde en efter en, blev jeg bekendt med den frygtelige Parvo-virus og hundesyge, begge så ufattelig grusomme og som bare er så smitsomme. Desværre kan disse kun symptombehandles, det er derfor altafgørende at hunden har et godt immunforsvar, hvilket de sjældent har, når de kommer på internatet. Så det bedste man kan gøre, er at ende hundens lidelser med en tur over regnbuen. De første tre dage, græd jeg hver gang dette skete, men hvis jeg skulle være effektiv og hjælpe de andre, blev jeg nød til at sætte mine følelser til side. Men det var så frygtelig at se på deres lidelser med diarré, host/opkast og skrigende mavekramper, små pus dog, det vænnede jeg mig aldrig til. Det endnu mere grusomme er, at denne Parvo-virus ikke er til at komme af med i jord og græs, man anbefaler faktisk, at hvis denne virus har været der, så skal jorden behandles og vendes, og ikke have hunde der i et helt år. Cement og sten kan vaske ned med noget desinficerende, men det bliver der heller ikke gjort og ja tæpperne bliver også bare spulet med vand. Så dette er et ondt hamsterhjul og jeg har vredet mit hoved mange gange, googlet, skrevet til dyrlæger, for at finde en løsning, men det kommer kun til at ske, hvis man laver sit eget internat med ordentligt struktur og hygiejne, da internatet ikke vil sige nej til folk, som kommer og afleverer hvalpene. Burde man så bare skåne dem med det samme og sende dem over regnbuen?

Der var en sag som skar lidt dybere i mit hjerte, da der en dag dukkede en ung kvinde op med en blid hvalp. Mit hjerte både smeltede og græd, nøj hvor var hun bare skøn (lige som alle andre), men at hun blev afleveret på internatet, fordi hun var blid og derfor ikke kunne adopteres væk, var bare ikke til at holde ud. Jeg gav hende navnet Papu og med alt den lidelse og død, jeg hver dag oplevede, blev jeg så opsat på, at ville redde hende. Jeg søgte i mit netværk efter et hjem til hende og det gik forholdsvis nemt. Tror hun havde været på internatet omkring 5 dage, da jeg fandt en plejer til hende og fik hende ud med det samme, men det var desværre allerede for sent. Jeg tog til læge med hende de to sidste aftner, jeg havde tilbage i byen, hvor efter jeg overladte det til plejer, som også var forbi lægen nogle gange. Det vendte til det bedre, men så gik det derefter bare helt ned af bakke. Hun klarede den bare i 10 dage, efter hun kom ud fra internatet. Jeg fik mig en ordentlig tuder derhjemme, også over alle de andre stakler, som hver dag mistede livet i smitteland - noget som så nemt kunne undgås, hvis man ‘bare’ gjorde det ordentlig fra start. Men på den anden side, hvor skulle de gøre af dem, hvis alle overlever. Der er faktisk langt større chance for, at de overlever på gaden, for rigtig mange i befolkningen giver mad til gadehundene og nogen har et større hjerte og tager dem med til læge, hvis der er behov for det. Men folk tror, de gør en god gerning ved at aflevere dem på internatet og sådan burde det jo også være.

Apropos lille Papu’s plejer, så havde hun også reddet 4 hvalpe, som var blevet dumpet på gaden foran hendes hus - de to drenge havde hun fundet hjem til, men ikke de to piger, som var der, da jeg kom med lille Papu. Det er ikke så nemt at finde hjem til tæver i Indien, da de jo formerer sig og mange vil ikke lade dem sterilisere, da de synes det er et unaturligt indgreb. Jeg besluttede dermed, at hjælpe plejer med at finde et hjem til dem og det lykkedes efter noget tids søgen.

Det var så min 4. gang, jeg var tilbage i Mysore, Indien og jeg var der for at hente pigerne hjem til Danmark. Dette er en virkelig lang kompleks sag, men man bliver klogere hver gang.

PS jeg har netop besøgt internatet og er meget glad for at se, at nogle af mine ideer, efter en lang evaluerings-mail, er blevet udført - så som vaskeri i form af skrubbesten og overdækket tørresnoren, indhegnet udendørsareal til heste, æsler, får og køer, ny dør til kattenes isoleringsrum og så der er kommet to nye læger og to nye assistenter til. Derudover er der opført endnu et hus til undersøgelser + der er ved at blive bygget et udendørsområde til hvalpene.