• NGO PILOT

Fra Volunteering Service til Learning Service

Opdateret: feb. 11

”At være frivillig i udlandet. Det lyder alligevel som en fed idé!”

Sådan tænkte jeg, da jeg for alvor begyndte at interessere mig for at udforske verdenen. Jeg ville ud og rejse, men jeg ville have så meget ud af det som muligt. Så da jeg faldt over idéen om at arbejde frivilligt, var der flere punkter der talte for.

- Unikke oplevelser med lokale? - Check

- Lidt pynt til CV´et? – Check

- Gøre en god gerning for en verden i nød? - Check

Så da et rejsebureau fortalte om muligheden for at rejse til Nepal og undervise i engelsk, var jeg mere end klar. Jeg pakkede tasken, kom af sted, og blev ramt af en lidt anden realitet til, hvad jeg havde forventet. Jow jow, de første par dage var lovende. Vi startede ud med en fælles introduktion, så vi kunne lære omkring kulturen i Nepal, lærte lidt af sproget og var turister i de nærliggende områder. Alt sammen nogle ting der tydede på, at forholdene var i orden.

Efter introduktionen, drog vi alle ud til vores nye værtsfamilie. Jeg endte i en lille landsby, hvor skolen jeg skulle undervise på, lå lige rundt om hjørnet. Der var allerede en anden frivillig der havde været der i en uge eller to, så jeg fulgte ham den første dag. Oplevelsen vil jeg bedst kunne beskrive anarkistisk. Jeg fik fortalt at vi egentlig bare skulle gå ind, og lave nogle lege, som vi kender dem fra skolen da vi selv var børn. Alt i alt, undervisningen i engelsk bestod i at snakke engelsk med børnene, mens vi bare legende og pjattede. Ikke helt hvad jeg havde regnet med.

Dette fik mig til at tænke lidt mere kritisk på tingene. Først og fremmest virkede det faktisk lidt mærkeligt, at vi ikke blev kontrolleret. Der var ikke nogen opfølgning før helt til sidst og jeg havde konstant en følelse af, at de øvrige undervisere ikke helt stod inde for, hvad vi havde gang i.

Jeg tænkte især tilbage til da jeg fik tilbuddet af mit rejsebureau. Hvorfor blev der

ikke stillet spørgsmål til, om jeg overhovedet havde erfaring med undervisning, børn eller bare engelsk i sig selv. Jeg blev godt nok spurgt helt fra start, om jeg kunne tale spansk, eftersom der var mulighed for at komme til Peru. Men igen, jeg blev aldrig testet i mine engelsk kundskaber, så jeg kunne sagtens være lige så dårlig til engelsk som jeg var til spansk.

Og herfra, begyndte jeg så at se, med lidt mere kritiske øjne.

Jeg havde det f eks svært ved at forstå, at jeg var nødt til at tage tilbage til Kathmandu efter to uger, eftersom de ville begynde på eksamener. Ikke så meget det, at de havde eksamener allerede i marts, men mere, at jeg ikke havde fået det oplyst på forhånd af NGO´en i Kathamndu. Inspektøren for skolen begyndte endda at grine af situationen og spurgte, hvorfor fanden vi ikke havde fået det at vide noget før. Hun gik ud fra at vi allerede vidste det. Forstå mig ret. Det var stadig en fed oplevelse at være på skolen. Den anden frivillige og jeg fik nogle uforglemmelige øjeblikke med børnene og imellem de forskellige lege, fik vi også udvekslet viden omkring vores to vidt forskellige verdener. Noget jeg er ret sikker på, at børnene var taknemmelige for, især efter at inspektøren fortalte, at det var ret sjældent, at de fik hjælp fra frivillige fra udlandet. De to uge gik, og jeg kom tilbage til Kathmandu og tilbage til det sted, hvor hele introduktionen foregik. Jeg blev introduceret til et nyt projekt der åbenbart havde meget brug for hjælp. Det var et hundeinternat så jeg var hurtigt solgt. Det var så her, jeg virkelig fik øjnene op for, hvad NGO´en egentlig havde gang i. Jeg taler på et tidspunkt med en gut der havde været ansat på internatet i noget tid. Ganske flink, utrolig nærværende for hundene og ham der mere eller mindre var min chef. Det var ham der lærte mig hvordan jeg skulle udføre småopgaver og ham der fulgte op med mig.


Under en frokostpause, hvor vi snakkede om min rejse i Nepal mens hundene ihærdigt søgte efter rester, blev der spurgt ind til, hvor meget jeg rent faktisk betaler NGO´en der stod for rekrutteringen til projekterne og husningen. Jeg kan den dag i dag, selvfølgelig ikke huske mit eget svar eller hvor meget jeg havde betalt, men jeg kan til gengæld huske hans reaktion. Udover at han mente, at prisen var afsindig høj, kan jeg tydeligt huske hans tilbud der kom lige efter. Hvis jeg hellere ville bo i selskab med hundene, kunne de hurtigt få ryddet et af rummene for opbevaring, og lade mig bo der for en femtedel af prisen. Jep, det var noget af en forskel.

Med denne information, kom jeg så til at tale med nogle af de andre frivillige. Her begyndte der så at ske noget sjovt. I de forgangne uger, havde vi alle oplevet nogle ting, som individuelt virkelede mærkeligt og generelt virkelig forkert, uden helt at kunne sige hvad det var. Vi havde alle oplevet at der ikke var nogen officiel screening fra rejseselskabet og NGO´en i Nepal, der var ikke meget opfølgning på vores arbejde, og nogle havde endda følt sig tvunget til at donere til projektet de var på. Og så kom den ene frivillige med noget nyt. Han spurgte direkte sin værtsfamilie, hvor meget de overhovedet fik betalt fra NGO´en. Han var nemlig blevet solgt på idéen om, at en portion af de penge han havde betalt direkte til NGO´en, ville gå til at støtte det lokalområde han ville være frivillig i. Dette blev han så afkræftet i, da hans værtsfamilie, udtalte at de fik et langt mindre beløb end det han belyste. Dermed var en stor del af de penge som han havde tænkt sig skulle gå til projektets lokalområde,i princippet taget af NGO´en vi alle boede hos. Da jeg efterfølgende kom hjem og da begyndte at reflektere over mine oplevelser som frivillig, var der selvfølgelig mange følelser og fakta der skulle på plads. Jeg sad ofte med en sær følelse af, at mit frivillige arbejde ikke var så hjælpende, som jeg i starten havde forventet. Noget jeg var lettere irriteret over, eftersom jeg vidste, at denne rejse bestemt ikke var den sidste. Efter noget, hvor jeg havde besluttet mig for at ville ud og rejse igen, var jeg denne gang ordenligt forberedt. Denne gang havde jeg bedre styr på, hvordan jeg skulle gøre og hvordan jeg bestemt ikke skulle gøre.

Inden jeg begyndte at planlægge helt ned til mindste detalje, fik jeg først og fremmest styr på, hvad jeg grundlæggende ville. Overordnet set skulle min næste rejse handle om hunde. Derfra sagde jeg til mig selv, at denne gang ville jeg ikke fokusere på at være frivillig på et projekt. Denne gang ville jeg fokusere på at lære mere omkring hunde. På den måde ændrede jeg min rejse fra at være Volunteering Service til Learning Service.


Måden at gøre dette på, kan være meget forskellig fra person til person. Jeg har dog valgt at fokusere på tre ting, min rejse skal dreje sig omkring.

1) Besøg på hundeinternater og lær om deres udfordringer og arbejdsopgaver.

2) Kom i kontakt med nøglepersoner der har deres egen mission for at promovere hundes levevilkår.

3) Find enkelte organisationer, hvor jeg kan blive frivillig og få noget direkte erfaring fra hunde jeg ellers ikke kan læse mig til.

Derfor er jeg nødt til at sige til mig selv, hvis ikke en del af min rejse fører mig tætte på et af punkterne, bør jeg glemme det. På den måde sørger jeg altid for at have fokus.


Med de grundlæggende regler på plads, begyndte jeg så småt at planlægge min rejse ud fra tidligere erfaringer: Først og fremmest, valgte jeg selv at finde de projekter jeg ville besøge. Uden et rejsebureau eller større NGO, var der langt mindre chance for, at mine penge ville forsvinde til virksomheders overskud. Dernæst, for at være sikker på ikke at gøre mere skade end gavn, under de frivillige projekter, ville jeg sørge for at være der i længere perioder ad gangen, og glemme alt om, at være frivillig i enkelte par uger. Og som sidste hovedregel, ville jeg altid spørge mig selv, om det arbejde jeg muligvis ville komme til at udføre, også stemte overens med den baggrund jeg har. Uanset hvor meget jeg elsker hunde, og ved en masse forskellige ting om hundeadfærd og lignende, så har jeg stadig ikke en professionel baggrund eller uddannelse bag mig. Arbejde som indebærer at være veterinærsygeplejerske vil derfor være fuldstændig udelukket.

Fra at vide, hvordan jeg bestemt ikke ville rejse på, gik jeg over til, hvordan jeg rent faktisk ville. Under den sidste rejse, savnede jeg noget mere frihed. Jeg foretrak at have frihed til selv at kunne bestemme ens næste destination undervejs på rejsen, ved netop ikke at booke alle flybiletter, hoteller osv. fra start. På den måde kunne jeg modtage tips fra andre jeg mødte på min vej, og følge råd omkring, hvor jeg efterfølgende vil kunne finde nye steder med hunde. Allerede nu har jeg modtaget små idéer og anbefalinger til steder jeg bør se, som vil tage mig det næste års tid. Det er alle sammen tips til specifikke hundeinternater i forskellige lande jeg kan være frivillig ved eller det er personer der byder mig velkommen til deres hjemland og lader mig følge deres liv som veterinærsygeplejerske eller lignende. Jeg har fået utallige henvisninger til eksperter om hunde og endda indbydelser til folks egne hjem, så jeg kan bo sammen med deres hund mens jeg oplever landene også. Indtil viderede har det allerede givet utrolig meget læring! Selvom jeg kun har været af sted i knap fire måneder, har jeg allerede talt med flere ildsjæle, der hver især kæmper deres kamp. Der er en der arbejder på at skabe verdens største banner for at sætte fokus på hundespisning mens en anden er ved at indsamle research til en dokumentar mod en kæmpe festival, hvor der netop spises hundekød.

Jeg har halt med eksperter indenfor adfærd hos gadehunde, samt en fyr fra Arizona, der har kørt gennem Europa og nu Asien, med sin egen hund for, at sætte fokus på hundes levevilkår. Jeg har oplevet hvordan man ser hunde som trofæer i Jakarta, ved at avle de søde og pæne racer, så de selv kan få noget opmærksomhed og jeg har oplevet, hvordan nogle hunde igen og igen bliver efterladt af deres ejere, kun år efter at de er blevet købt.

Noget af det mere positive jeg har oplevet er under mit frivillige arbejde på et internat i Thailand, hvor jeg har udviklet et tæt bånd med særligt udsatte hunde. Selvom denne flok er separeret til deres egne individuelle kenneler pga deres aggressive adfærd overfor andre, så har de alligevel vist mig, hvor kærlige de kan være, hvis blot de får chancen. De er hunde der fungerer som ganske almindelige kæledyr som vi kender i Danmark, som kan lege, gå ture og være lige så søde som, hvad vi normalt ville være vant til.